WeBible

1 - Men en Mand ved Navn Ananias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom,

2 - og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende, og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder.

3 - Men Peter sagde: Ananias! hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand, og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

4 - Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

5 - Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

6 - Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.

7 - Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind, og vidste ikke, hvad skeet var.

8 - Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis.

9 - Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.

10 - Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

11 - Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.

12 - Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; og de vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang.

13 - Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

14 - Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder,

15 - saa at de bare de Syge ud paa Gaderne, og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.

16 - Men selv fra de omliggende Stæder kom en Mængde til Jerusalem, og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte.

17 - Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed.

18 - Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

19 - Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten, og førte dem ud og sagde:

20 - gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.

21 - Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet, at føre dem frem.

22 - Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; og de kom tilbage og forkyndte det og sagde:

23 - Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.

24 - Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

25 - Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.

26 - Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne, og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

27 - Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:

28 - bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom, og ville føre dette Menneskes Blod over os.

29 - Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

30 - Vore Fædres Gud opreiste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge.

31 - Denne haver Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

32 - Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.

33 - Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

34 - Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud,

35 - og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.

36 - Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.

37 - Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte.

38 - Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret;

39 - men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud.

40 - Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

41 - Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

42 - Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.